En dansk momsregistreret virksomheds regnskab skal indeholde følgende særlige momskonti, jf. momsbekendtgørelsen § 74, når virksomheden handler med udlandet:
- Konto for salgsmoms. Her posteres momsen vedrørende virksomhedens momspligtige salg/leverancer, herunder “udtagning” af varer og ydelser (gen-momsbeskatning, hvis der gives værk til influencers eller til private eller andre momsfritagne aktiviteter i Danmark) samt tilbageførsel af moms ved tab på debitorer eller ved reguleringspligt/ret for Investeringsgoder.
- Konto for moms af varekøb fra udlandet (“vare erhvervelsesmoms”). Her posteres den selv-beregnede moms af vare både fra andre EU og fra lande uden for EU. Der skal som hovedregel beregnes “erhvervelsesmoms” ved modtagelsen af momsfri fakturaer over varer fra udlandet – medmindre der er tale om køb efter brugtmomsordningen.
- Konto for moms af køb af ydelser fra udlandet (“ydelses erhvervelsesmoms”). Her posteres den selv-beregnede moms af ydelseskøb både fra andre EU og fra lande uden for EU. Der skal som hovedregel beregnes “erhvervelsesmoms” ved modtagelsen af momsfri fakturaer over ydelser fra udlandet – medmindre der er tale om en ægte momsfri ydelse (svarende til momslovens § 13) som f.eks. visse finansielle ydelser m.fl.
- Konto for købsmoms. Her posteres momsen på indkøb m.v. af varer og ydelser til brug for virksomheden, i det omfang momsen på indkøbene kan fradrages efter de almindelige regler. Den selv-beregnede “erhvervelsesmoms” fratrækkes også på denne konto, hvis den købte vare eller ydelse skal bruges til momspligtige formål.
- Konto for værdi af EU‑varekøb (rubrik A – varer). Her bogføres (debet) købsprisen kun for varer, der er købt uden udenlandsk moms i andre EU-lande.
- Konto for værdi af EU‑ydelseskøb (rubrik A – ydelser). Her bogføres (debet) købsprisen kun for ydelser, der er købt uden udenlandsk moms i andre EU-lande.
- Konto for værdi af EU‑varesalg (rubrik B – varer). Her bogføres (kredit) salgsprisen for de varer, der sælges uden dansk moms til momsregistrerede kunder andre EU‑lande.
- Konto for værdi af EU-varesalg, som ikke indberettes til listesystemet (rubrik B – Varer uden listeindberetning). Her bogføres fx værdien af salg til privatforbrugere i andre EU-lande som er indberettet i OSS-registreringen.
- Konto for værdi af EU‑ydelsessalg (rubrik B – ydelser). Her bogføres (kredit) salgsprisen for de ydelser, der sælges uden dansk moms til momsregistrerede kunder andre EU‑lande.
- Konto for værdi af eksport af varer og ydelser til 3. lande (rubrik C). Her posteres (kredit) salgsprisen for alle andre salg til udlandet uden dansk moms end EU-vare og EU-ydelsessalg.
- Virksomheder som både har momspligtig og momsfri (internt i Danmark) omsætning, har også pligt til at have en konto for Investeringsgoder, som viser reguleringsmomsen for driftsmidler og omkostninger fx vedr. fast ejendom m.v. jf. momsbekendtgørelsen § 82, stk. 3.
Det skal være muligt at afstemme ovennævnte konti til momsangivelsen.