Er du opmærksom på de nye momsregler for salg til private i EU?

22. april

Den 1. juli 2021 træder nye momsregler ved salg til privatpersoner inden for EU i kraft. Du bliver påvirket af regelændringen, hvis din virksomhed sælger for mere end 10.000 EUR til privatpersoner i hele EU på ét kalenderår.

Denne beløbsgrænse er en samlet grænse, der betyder, at du skal momsregistreres og opkræve lokal moms i fx Tyskland og Sverige, hvis dit salg i Tyskland udgør 8.000 EUR og dit salg i Sverige udgør 3.000 EUR på et kalenderår.

De nye momsregler, den såkaldte Moms One Stop Shop-ordning, bliver bl.a. implementeret for at forbedre EU’s konkurrenceevne på globalt plan og for at komme momssvindel til livs.

Moms One Stop Shop-ordningen omfatter fjernsalg af momspligtige varer, som du sælger til privatpersoner i andre EU-lande, end det land du etableret i, og hvor du som sælger står for transporten. Dette gælder fx, hvis din virksomhed sælger varer via en webshop. 

De administrative momsbyrder er fortid

Ordningen er strikket sådan sammen, at det fremadrettet bliver nemmere for din virksomhed at indberette og betale moms. Du undgår at skulle registrere og afregne moms i flere lande, da det bliver muligt for dig at vælge ét land, hvorfra al indberetning og afregning foregår, fx Danmark.

Du skal naturligvis stadig betale moms efter de satser, der gør sig gældende i de lande, hvor de privatpersoner, du sælger til, er bosat, hvilket er en stor fordel for danske virksomheder. Du undgår blot de ekstra administrative byrder, du har været vant til, og skal nu kun indberette og afregne ét centralt sted.

Tilmeld din virksomhed allerede nu

Moms One Stop Shop-ordningen kommer til at bestå af flere forskellige særordninger, og du skal tilmelde din virksomhed den ordning, der stemmer overens med jeres situation.

EU-ordningen: En virksomhed med hjemsted i og udenfor EU kan benytte denne ordning.

Hvis din virksomhed har hjemsted i EU, kan du bruge EU-ordningen, hvis du sælger til private forbrugere i andre EU-lande. Denne ordning vil typisk være den relevante for dansk etablerede virksomheder.

Hvis din virksomhed har hjemsted udenfor EU, kan du stadig benytte denne ordning. Det kræver dog, at din virksomhed har et registreret afsendelsessted i EU, hvorfra du sælger til private i andre EU-lande.

Importordningen (Import One Stop Shop IOSS): En virksomhed, der importerer varer fra tredjelande og sælger til private forbrugere i EU, kan benytte denne ordning.

Hvis din virksomhed sælger varer, der ikke overstiger en værdi på 150 EUR per forsendelse, bliver det muligt for dig at indberette og betale moms månedligt via importordningen. Importordningen er et direkte resultat af ophævelsen af momsfritagelsen på varer under 80 DKK, der træder i kraft per 1. juli 2021.

Tilmelder din virksomhed sig denne ordning, modtager du et IOSS-nummer, som tydeligt skal fremgå af fortoldningsangivelsen, når du importerer varer fra tredjelande.

Når du vælger at afregne moms af varernes værdi på denne måde, sikrer du dig, at dine varer bliver leveret direkte til din kunde uden at blive stoppet i tolden. Du undgår dermed en masse bekymringer og mulige leveringsforsinkelser.

Herudover gælder der tilsvarende ordning for virksomheder, der sælger ydelser.

Er din virksomhed ikke tilmeldt den nuværende One Stop Moms-ordning?

Er din virksomhed ikke tilmeldt den nuværende One Stop Moms-ordning, skal du være opmærksom på følgende:

  • Du skal selv afmelde din virksomhed fra moms i de lande, hvor du ønsker at gøre brug af den nye Moms One Stop Shop-ordning
  • Du kan tilmelde virksomheden fra d. 1. april 2021. Ordningen træder i kraft fra d. 1. juli 2021.

Er din virksomhed tilmeldt den nuværende Mini One Stop shop ordning for handel med ydelser?

Hvis du allerede er tilmeldt Mini One Stop Moms-ordningen i dag, fordi du sælger ydelser omfattet af ordningen, bliver I automatisk overflyttet til den nye ordning pr. 1. juli 2021. Skattestyrelsen kontakter jer i løbet af aprilmåned, hvis der er behov for, at I som virksomhed foretager jer noget aktivt.

Har du spørgsmål til, hvad Moms One Stop Shop-ordningen kommer til at betyde for din virksomhed?

Er du i tvivl om den nye Moms One Stop Shop-ordning, sidder vi klar til at guide dig og din virksomhed. Kontakt din personlige IntraVAT-specialist allerede i dag på info@intravat.com eller +45 7430 2360 – vi er her for at hjælpe dig.